Forudsigelser for medie- og tech-branchen 2019

Anders Schäffner
6 min readDec 29, 2018

--

Social commerce, streaming-krige, medieopkøb og et jobskifte til Mark Zuckerberg. Her er mine bud på hvad 2019 vil bringe.

Billede fra Rawpixel.com — Freepik.com

Som året går på hæld, er det endnu engang blevet tid til at kaste sig ud i den ædle kunst at forudsige verdens gang i 2019. Ligesom sidste år har jeg prøvet at gøre forudsigelserne så konkrete som muligt og opdelt dem i tre kategorier:

  • Først er der de overordnede tendenser, der kommer til at præge branchen. Det er de kedelige spådomme. Dem som omhandler trends og retninger, og som man altid kan diskutere, om jeg endte med at få ret i.
  • Derefter er de konkrete forudsigelser. Det er de spådomme vi i slutningen af året kan sætte et klart og tydeligt ‘Ja’ eller ‘Nej’ ud fra. Og dermed også dem, I kan slå mig i hovedet med i starten af 2020, hvis de viser sig ikke at holde stik.
  • Til sidst er der de hurtige ikke’r. Det går vel næppe som forudsigelser, men er mere en hurtig oplistning af hypede trends og idéer, som heller ikke slår igennem i 2019.

De overordnede tendenser

Den store streaming-krig

Det er måske en lidt letkøbt spådom, men streaming-markedet og konkurrencen derpå vil fylde meget i 2019s mediebillede.

I USA vil AT&T og WarnerMedia lancere en ny streaming-tjeneste i løbet af 2019. Det samme vil Disney med deres Disney+, og vejen er derfor banet for, at de helt store mediekonglomerater vil kaste sig i krig med hinanden (og med Netflix og Amazon).

I Danmark har vi allerede DR TV, Netflix, TV 2 PLAY, ViaPlay, HBO Nordic, DPlay, Prime Video, Strive og Hayu. Og mon ikke Disney+ også bliver tilgængelig i Norden?

De mange nye tjenester kommer samtidigt på et tidspunkt, hvor væksten i streaming-markedet er aftagende, fordi penetrationen for streaming-tjenester allerede er ret høj. Der bliver med andre ord kamp om kunderne, og det vil i sidste ende betyde to ting:

  1. Intens konkurrence, som risikerer at koste nogle firmaer (og her særligt Netflix) dyrt.
  2. Bedre forhold for forbrugerne i form af billigere og mere gennemskuelige priser, og en stigning i antallet af distributører, som bundler de mange services for forbrugerne.

Social commerce tager fart

Efterhånden som de store platforme har sat sig på hele væksten i annoncemarkedet, må de kigge andre veje for nye indtægtskilder – og her vil vi se flere forsøg på at indlemme ecommerce i tjenesterne.

Vi vil nok se dedikerede shopping apps a la den Instagram eftersigende arbejder på. Vi vil muligvis se flere strategiske samarbejder a la Amazons og Snapchats. Måske vil en børsnotering af Pinterest rykke på noget i markedet. Og mon ikke vi også vil se forsøg på at kopiere asiatiske succeser såsom Pinduoduo?

Flere medieopkøb

Meget tyder på, at 2019 også kan blive året, hvor vi vil se store medier opkøbe mindre konkurrenter. Jeg skrev et et indlæg om dette i forbindelse med Mediernes Fremtid-projektet. Men hvis du ikke orker endnu en lang artikel, kan jeg hurtigt opsummere de tre tendenser, der peger mod, at 2019 — modsat de sidste mange år — vil være et år med flere mindre medieopkøb:

  1. Efter et årti med rodede forretningsmodeller, ser mediebranchen nu ud til at have slået sig fast på en grundlæggende forretningsmodel: abonnementsforretning. For første gang i ti år, har de store mediekoncerner landet en langsigtet strategisk retning, og det er derfor oplagt, at de store medier vil forsøge at underbygge denne strategi ved tilkøb af mindre hastigt voksende konkurrenter.
  2. Flere af de helt store medievirksomheder gennemgik i ’17 og ’18 fusioner og konsolideringer. Nu hvor disse er godkendt af diverse aktionærer og konkurrencemyndigheder, og er de eneste resterende konsolideringsmuligheder de mindre opstartsmedier.
  3. Mange af de medie-startups, som oplever succes lige nu har en eller anden form for privat- eller angel investor i ejerkredsen. Samtidig er de lige omkring 5 år, hvilket svarer til den horisont sådanne investorer normalt opererer efter. Muligheden for en fin exit, må være lokkende for disse ejer, og de vil være salgsparate.

Et skift mod mindre og tættere netværk

Adoptionen af sociale medier har i høj grad været båret af muligheden for at connecte med alt lige fra dine nuværende kollegaer til dine gamle folkeskolevenner.

At vi nu i højere grad foretrækker mindre netværk med stærkere tilknytning er som sådan ikke noget nyt. Det så vi mange eksempler på i 2018 (fx messaging apps stigende popularitet, Facebooks fokus på grupper og Instagrams “close friends” feature). Denne tendens vil kun fortsætte, og jeg forudser, at vi vil se mange flere sådanne tiltag i 2019.

De konkrete forudsigelser:

Google skrotter (igen) planer om en kinesisk søgemaskine

Google har ikke lagt skjul på, at de arbejder på en søgemaskine til det kinesiske marked — en søgemaskine, der vel og mærke lever op til den kinesiske statscensur. Men selvom meget forretningslogik peger på, at det er et sundt (og måske ligefrem nødvendigt) træk at søge mod Kina, forudser jeg alligevel, at Google vil skrotte planerne under stor offentlig bevågenhed.

Google er simpelthen en for ideologisk og aktivistisk virksomhed. I løbet af 2018 nåede flere tusinder af medarbejdere at udvandre pga. Googles politik for sexchikane og Google droppede at forny en aftale om kunstig intelligens med det amerikanske forsvarsministerium pga. pres fra medarbejdere.

2019 vil altså blive året, hvor Google skal ud og forsvare, hvorfor det er uetisk at samarbejde med det amerikanske forsvar, men etisk forsvarligt at samarbejde med det kinesiske styre om statscensur. Den balance er umulig at holde selv for Google, og resultatet bliver et farvel til de kinesiske vækstdrømme.

Facebook udskifter ledelsen

Intet normalt firma ville kunne overleve det stormvejr Facebook har overleveret — ikke uden at ofre et par chefer. Det bør også komme på efterbevilling, og jeg tror ,at Mark Zuckerberg vil trække sig som CEO og overgå til en rolle som bestyrelsesformand (hvor han kan fastholde sin magt). Sheryl Sandberg vil samtidig forlade Facebook under påskud af at ville søge nye udfordringer.

Tumblr lukker

Tumblr er gået fra at være en social platform med en værdisætning på milliarder til at være en platform for liderlige mænd, der gerne vil omgås app store-politikker og se porno via en app.

Men nu hvor Tumblr vil fjerne al pornoen forsvinder deres sidste store “community”, og det blandet med en ejer med større fisk at gå efter vil resultere i et farvel til endnu en af de “gamle” sociale medie-platforme.

Amazon bliver verdens mest værdifulde virksomhed

I et par minutter af 2018 nåede Amazon at være verdens mest værdifulde virksomhed målt i børsværdi. I 2019 vil Amazon igen indtage tronen som verdens mest værdifulde virksomhed, og det vil være en position de vil holde i minimum 3 måneder af 2019.

Amazon fremstår nærmest ustoppelige og oplever stor vækst på tværs af stort set alle forretningsområder. Særligt har AWS, Prime-medlemskaber og deres annonceforretning drevet masser af penge ind, og det tror jeg personligt vil fortsætte i 2019. Læg dertil en række spændende “nye” forretningsområder såsom deres offline retail og Echo-enheder, og du har en børsfavorit.

…. og annoncerer planer om at komme til Norden

2019 må samtidig være året, hvor Amazon Prime annoncerer sin ankomst i Norden. Nye distributionscentre, aftaler med nye leverandører mv. kan altid trække ud og det er langt fra sikkert, at Amazon Prime lanceres i 2019. Men jeg spår, at planerne om en lancering i det mindste offentliggøres i 2019.

Gå udenom App Store afgifter

Denne sidste forudsigelse er noget af et long shot, men jeg tror, vi i 2019 vil se en del app-firmaer forsøge at udfordre Google og Apples app afgifter.

Vi så et par eksempler på det i 2019, hvor fx Netflix testede at omgå App Stores afgifter, og hvor Fortnite helt gik uden om Googles Play Store. I takt med at afgifterne til Google og Apple efterhånden er blevet enorme for nogle af de store betalings-apps, tror jeg vi vil se flere virksomheder forsøge at tage et ret offentligt opgør med duopolets magt.

I et år hvor vi også kommer til at tale en del om tech-giganternes misbrug af magt er lige præcis App Store-afgifterne et let mål for kritikerne. Hvordan skal Apple fx forklare, at deres 15–30% afgift på abonnement hos Spotify ikke er konkurrenceforvridende, når de selv har en konkurrerende tjeneste med præcis det samme indhold, og til præcis samme pris, men som ikke er underlagt den samme afgift?

De hurtige ikke’r:

  • Bitcoin oplever ikke en revival og kursen vil ikke nå et nyt peak.
  • De kinesiske mastodonter Tencent og Alibaba vil heller ikke lykkedes med at etablere sig på vestlige markeder i 2019 (men måske Bytedance kan?)
  • Hverken Facebook, Google, Apple eller Amazon vil blive forsøgt opsplittet af de amerikanske lovgivere.
  • Den “nye” SMS-protokol RCS bliver ikke bredt adopteret som en standard i nye mobiltelefoner.
  • Spotify lancerer ikke et video-streaming tilbud med indhold a la Netflix’

Det var årets spådomme. Er der nogen du er uenig i? Så smid mig endelig en kommentar nedenfor, så du kan være den første til at sige “I Told You So” d. 1. Januar 2020.

--

--

Anders Schäffner

I once had a media startup. Now I just write about media and startups. Currently Product Manager at Veo Technologies